Det "nye" Vranum 1948

I trediverne opstod der blandt landets mange FDF kredse et stort ønske og behov for selv at eje en hytte til brug for weekends- og sommerlejre. Desuden øjnede man også muligheden for udlejning til andre kredse for på denne måde at skaffe midler til den daglige drift og vedligeholdelse.

Laffe og Buddebror.

Enkelte kredse havde erhvervet en lejr endnu tidligere, bl. a. FDF Viborgs jævnaldrende FDF Silkeborg der så tidligt som 1915 købte den første parcel på Møgelø.

Kredsen fik en grund beliggende ved Spangsund ved Vedsø på hånden, men omtrent samtidig havde to af de unge førere, de uadskillelige gode kammerater, Paul Thomsen "Buddebror" og Olaf Nedergaard "Laffe" fået øje på et højt ensomt beliggende bin¬dingsværkshus på en stor grund i Vranum Bakker ved Hald Sø. Se, det var noget helt andet - interessen for den første grund blegnede, og efter mange forsøg lykkedes det, ved hjælp af en bekendt til ejeren, at komme på talefod med denne. Jakob Christensen, som den lidt bistre og eneboeragtige mand hed, brød sig ikke om, at have fremmede rendende på sin grund. Efterhånden kom han dog til at synes godt om de unge mennesker og deres planer for stedet, og en handel blev indgået. Resultatet blev, at FDF Viborg, den nuværende 1. kreds, den 27. august 1936 blev ejer af Vranum Bakkehus.

Der blev bygget to fag til gavlen mod søen, for at skabe en rummelig pejsestue. Desuden blev der bygget en sovesal og et toilethus i skovkanten nord for parkeringspladsen. Enkelte indretningsmæssige ændringer i det gamle hus var også nødvendige, når der fremover var tale om brug til lejrophold.

FDFs stifter, Holger Tornøe skrev ved indvielsen i gæstebogen: ”Gode venner er en betryggelse og en stor skat” - sandt er det, at uden mange menneskers velvilje og økonomiske støtte havde dette ikke kunnet lade sig gøre.

Vranum brænder.

I besættelsesårene viste det sig, at den ensomt beliggende lejr var et glimrende depot for våben og ammunition, og i perioder også skjulested for folk fra modstandsbevægelsen, hvoraf en del bestod af kredsens førerstab. Det fortælles, at kom man uanmeldt til lejren en vinterdag var der tit fyret op, skønt man ingen personer traf!

Efter at have ejet lejren i ti år indtraf det ulykkelige, at det stråtækte bindingsværkshus nedbrændte natten mellem Skærtorsdag og Langfredag 1946. Ni drenge fra orkesteret var på weekend. De fik sig reddet ud i sidste øjeblik med instrumenter samt noget af deres tøj. Brandårsagen var kortslutning i de elektriske installationer.

Selvfølgelig skulle Vranum Bakkehus genopføres. Ønskerne gik i retning af et bjælkehus i norsk stil. Delingsfører Poul Nielsen, der var bygningskonstruktør, udarbejdede tegninger, og alle begyndte at glæde sig til at komme i gang. Grunden blev ryddet. De gamle fundamenter blev bortsprængt. Her kom den erfaring, som nogle af førerne havde høstet under besættelsen med håndtering af sprængstof, kredsen til gode.

I årene efter krigens afslutning var der forbud mod sommerhusbyggeri og desuden restriktioner mod anvendelse af så store mængder træ, som dette projekt indebar. Derfor måtte der adskillige ansøgninger til, før det gik op for myndighederne, at det drejede sig om at genopføre et nedbrændt hus, og at dette var til helårsbrug. Da tilladelsen omsider kom, viste der sig mulighed for at købe tømmeret hos Hedeselskabet. Direktør Basse sørgede selv for, at de bedste stammer, man havde i Guldborgland Plantage, blev kørt til Vranum, Kredsen har altid mødt hjælpsomhed og interesse hos byens borgere! Det hører med til historien, at det indkøbte tømmer knapt nok slog til, så derfor måtte man fælde et stykke af egen skov bag sovesalen, Her på denne plads anlagdes senere vores fodboldbane, Det meget krævende byggearbejde blev lagt i hænderne på lokale håndværkere fra Almind. Tømmermester Chr. Jacobsen, murermester Vagn Lyngsø og smedemester Chr. Andreassen.

Blokhusets første tid.

19. september 1948 kunne man holde indvielsesfest for kredsens medlemmer, indbudte gæster og mange venner. Det færdige resultat blev beundret af alle. Ikke mindst var den lokale dagspresse til stede og gav flotte referater af begivenheden.

Poul Nielsen, der havde tegnet huset, blev af bestyrelsen ansat som lejrinspektør og fungerede på posten, ind til han i 1950 blev afløst af " Laffe ".

Laffe var, som før omtalt, den ene af de to kammerater, der gav stødet til, at det netop blev her, vi fik et fristed.

Valget af ham som ansvarlig for Vranum kunne ikke være bedre - han var i den grad et med stedet.

Herefter gik årene deres jævne gang. Lejren dannede rammen om mangfoldige weekends og sommerlejre. "Inspektøren" havde en udpræget sans for at håndplukke medhjælpere mellem de unge mennesker i kredsen, der var i lære i forskellige håndværk, og som kunne være nyttige i Vranum. Han forstod at give dem ansvar, hvilket igen førte til, at de dengang - og stadig føler, at stedet er deres.

På et tidspunkt blev det af og til diskuteret, om tiden ikke var løbet fra den simple vandforsyning, der bestod af en vandpumpe i gården. Resultatet blev, at et projekt til et automatisk vandværk blev udarbejdet af en far til en af kredsens drenge. Derefter gik et par af "Laffes folk" i gang med at grave den meget store "tørbrønd" ud omkring den gamle brønds borerør. Dette underjordiske rum skulle give plads for automatisk drift af pumpecylinderen, den samme der fra lejrens start var anbragt i bunden af det ca. 60 m dybe borerør, samt trykbeholderen til det oppumpede vand. Murermester Lyngsø opmurede rummet, samt gravede grøfterne for vandledninger til sovesalens vaskerum og til en enkelt spulehane ved det lille toilethus, hvor der stadig var "tænkebokse" med spande, som lejrholderne selv skulle tømme. En af Laffes folk, der manglede nogle få måneder i at være udlært som maskinarbejder, brugte den sidste uge af sin ferie til at lave rørarbejdet og montering af vandværket.

Det hele indviedes på behørig vis den følgende lørdag, da kredsfører Kaj Hyldal var på weekend med et par store væbnerklasser. Han beordrede alle lejrdeltagerne ind under de kolde brusere, der var kun koldt vand, og tidspunktet var en af de sidste dage i oktober 1959. Her skulle de så stå, med vandet, der kun havde en temperatur på ca. 8 grader, fossende ned over sig i mindst 5 minutter, så de rigtigt kunne "nyde", at de nye tider havde holdt deres indtog i Vranum.

I efteråret 1961 blev der så installeret vandklosetter i det lille toilethus. Også denne gang var det Laffes egne disciple, der løste opgaven, efter at murer Lyngsø havde nedgravet septiktank og sivebrønd.

Moderne faciliteter.

I Køkkenet klarede vi os stadig med det store brændefyrede komfur, men efterhånden blev det mere og mere almindeligt, at yngre ledere og sommerlejrtanter ikke var i stand til at betjene det. Det vakte almindelig munterhed, da en tante fra et udenbys hold havde taget alle ringene af samtlige syv kogesteder, fyld disse med optændingspinde, og dernæst henvendte sig til lejrinspektøren, for at få at vide, hvor man skulle ”trykke” for at der kom ild.

Denne episode gav det endelige stød til, at en modernisering af køkkenet blev iværksat i efteråret 1975.

Ved samme lejlighed fik hovedhuset også installeret centralvarme med oliefyr, der også forsynede køkkenet med varmt brugsvand. Det blev et fuldt moderne køkken med el-komfur, kipstegepande, kartoffelskræller, kaffebrygger og stor emhætte m.v.

Laminatplader til vægbeklædning og emhætte samt et nyt bestikskab blev fremstillet af et af FDF Samvirkets medlemmer, der på det tidspunkt drev et større snedkerfirma. En far til en af de efterhånden ikke helt unge "drenge" i kredsen klarede også opsætningen. En elinstallatør, også gammel dreng i kredsen, ordnede installationerne i køkke-net og udskiftede samtidig hele installationen i huset. En af Laffes disciple lavede vand, varme og sanitet.

Planer om udvidelse.

Da alt dette blev sat i værk, begyndte man også at udarbejde forslag til udvidelse af hovedhuset med bl.a. mindre soverum samt toilet og badeforhold, der levede op til tidens krav. Grunden var ikke mindst, at mange kredse efterhånden havde både drenge og piger blandt deres medlemmer. Der nedsattes et byggeudvalg med folk fra lederstaben, bestyrelsen og FDF Samvirket.

Dette udvalg rettede henvendelse til arkitekt Poul Erik Jensen, også en af kredsens "gamle drenge", og bad ham udarbejde et forslag til en udvidelse på ca. 200 m². Adskillige havde store betænkeligheder ved at starte på noget så omfattende. Kredsens kasserer, Gunner Sand Pedersen, der sammen med sin hustru Jenny nok er dem, der i nyere tid har interesseret sig mest for Vranums ve og vel, opfordrede til at komme i gang. Så skulle han nok få økonomien på plads!

Byggesagen skulle først godkendes af fredningsmyndighederne, men da de lokale ikke syntes at tilbygningen til hovedhuset var en god ide, og derfor mente, at en anden placering på grunden ville være bedre, blev sagen indanket til Overfredningsnævnet, der ankom til Vranum den 15. juli 1975. Efter at have set på grunden og huset fra forskellige vinkler, imponerede nævnet ved på få minutter at godkende vores byggeplaner.

Ny fløj med soverum, toiletter og bruserum.

Så kunne man gå i gang med at få det økonomiske grundlag på plads. Dette klarede kassereren som lovet. En plan for nyt vandværk og spildevandsafledning blev udarbejdet. De gamle installationers kapacitet var alt for lille til de mange nye baderum.

Man studerede mange forskellige typer af maskinfremstillede bjælkehuse, for at finde frem til et, der havde en kvalitet og et udseende, der ville kunne passes sammen med huset, vi have i forvejen. Det stod fra starten alle klart, at et hus fremstillet som det gamle ville løbe op i et uhørt stort antal arbejdstimer. Man fandt efter en del søgen frem til firmaet ”Jeppesen Huse” i Jels i Sønderjylland. Firmaet var villige til at fremstille et hus efter Poul Jensens tegninger. Vi skriver nu februar 1977, og ventetiden, før huset kunne leveres som ”byggesæt”, brugtes til at udføre indvendig brandsikring af sovesalen. Dette var et krav fra brandmyndighederne. Arbejdet bestod i bl. a. at beklæde væggene med 1” brædder, hvoraf de i gangen skulle være brandhæmmende. Her var det igen Samvirkefolk, førere og Laffes stab, der udførte opgaven.

I maj samme år gik man i gang med at lave det nye vandværk. Viborg Vandværk, der tidligere havde lovet at forsyne os med drikkevand, når vi fik startet det nye byggeri, måtte imidlertid meddele, at man ikke havde kapacitet til at komme så langt uden for byen, men at man så i stedet ville hjælpe ved at stille en rendegraver og nogle mænd til rådighed ved nedlægningen af den 300 m lange trykledning fra den nye boring til lejren. Laffes disciple videreførte arbejdet, da ledningen var lagt og monterede dykpumpe i det nye borerør og anbragte trykbeholder m.v. i den gamle tørbrønd ved lejren. Boringen udførtes af fa. Poul Christiansen i Højslev til en meget favorabel pris.

Omtrent samtidig med dette fik entreprenør Ladegaard i Hald Ege overdraget at klargøre grunden, støbe fundamentet til det nye hus, samt etablere nedsivningsareal for spildevand. Desuden lagde han kloakledning derfra op til huset, hvor han også anbragte septiktankanlæg Laffes folk lavede dernæst afløbsinstallationen under de kommende bade- og toiletrum. Så holdtes der pause i sommerlejrperioden, og lejrene afvikledes normalt, men straks derefter gik det for alvor i gang.

I alt 36 personer havde ved et orienterende møde givet tilsagn om at ville give en hånd med ved byggeriet, og af denne styrke kunne der så mobiliseres folk, efterhånden som behovet opstod.

Startskuddet lød mandag den 9. august 1977 kl. 06.00. Sidste sommerlejrhold havde forladt stedet lørdagen før. I den tågede morgenstund ankom to kæmpestore lastbiler med anhængere belæsset med hele huset som byggesæt. Efter aflæsningen fyldte de mange nummererede bjælker, brædder, døre, vinduer, isolering, tagpap m.v. hele parkeringspladsen totalt. Herefter gik det bare derudaf. Sommetider et par timer om morgenen før vi skulle hjem for at passe vores "civile arbejde" - dernæst mødtes vi igen efter fyraften og fortsatte, så længe det var lyst. Alle weekends måtte også tages med. Hver ledig stund brugtes i Vranum, og den 1. oktober kunne der afholdes rejsegilde. Vi havde dog udsat dette, til huset var under tag på grund af en periode med dårligt vejr. Vi blev på dette tidspunkt ramt af en orkanagtig storm, der flåede den påsømmede underpap for det senere tagpap i laser, men ellers ikke påførte huset skade.

Værre gik det ude på Holmsland, hvor Jenny og Gunner havde deres sommerhus. Der blæste deres nabos tagværk af og føg over og knuste deres gavl og vinduesparti mod terrassen. Til forsikringsmandens store undren, havde Sand ikke tid til at tage ud og besigtige den meget omfattende skade, men gav denne besked: "Tal med tømmermesteren derude, jeg kan ikke være borte herfra, når vi bygger i Vranum!"

I weekenden den 10. -11. juni 1978 kunne kredsen invitere til indvielse. Det var en uge før første sommerlejrholds ankomst. Man havde i året, der var gået, ikke drevet tiden væk, nu var alle lejrens andre bygninger blevet tjæret og malet. Alle, der var med i dette år, mindes tit arbejdet, kammeratskabet og sammenholdet som en tid, ingen ville have undværet.

Fremtiden.

I efteråret 1985 er baderummet ved sovesalen blevet moderniseret, og i de seneste år har vi været i gang med udskiftning af sovesalens yderbeklædning, herunder også udskiftning af fodtømmer, hvor dette har vist sig nødvendig. Samtidig er der selvfølgelig også foretaget en isolering. Det er foregået på den måde, at vi hvert år har taget en side og gjort denne færdig. I skrivende stund er vi klar til at starte på sidste etape i nordgavlen!

Næste opgave bliver at give brændehuset en tur. Nye døre er allerede fremstillet. Med Knud som formand på disse ting er vi nogle stykker, der fornemmer ånden fra tidligere tider. Det giver tilknytning til stedet at yde en frivillig indsats i det gode kammeratskabs ånd - i sandhed Frivilligt Drenge Forbund.

Lad os ønske for fremtiden at denne ånd må leve videre!